Del
15. marts 2024

Volkswagen Erhvervsbiler bliver hovedpartner på VM SUP 2024

Den ikoniske Volkswagen ID. Buzz, ruller lige straks ud på de danske veje som reklamesøjle for verdensmesterskabet i stand up paddle (SUP) surfing, som afvikles i København fra den 16.-22. september 2024.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid3 min

Volkswagen har med deres elektriske ID. Buzz genskabt et unikum, som i 70 år har været synonym med surfing og eventyr. Bilen har opnået flere internationale og danske priser. 

Derfor var det også helt oplagt for Volkswagen Erhvervsbiler at indgå et stærkt partnerskab med Surf & SUP Danmark, da de blev præsenteret for idéen om at være en af hovedpartnerne for VM i SUP.

” Vi er stolte af at skulle være en del af VM i København, hvor vi kan tilbyde elektrisk mobilitet til arrangørerne, og hvor vi vil være stærkt repræsenteret med ID. Buzz, som jo er født til SUP og surfing, med sin arv fra det ikoniske rugbrød. Til VM vil vi kunne præsentere publikum for en nyhed - nemlig den lange ID. Buzz, der med 7 sæder kan dække endnu fleres behov for en rummelig bil," siger Nicolai Løje Farganis, Marketingchef hos Volkswagen Erhvervsbiler.

Foto: Volkswagen Erhvervsbiler
Foto: Volkswagen Erhvervsbiler

Omstilling til en mere grøn kørsel

Med Volkswagens partnerskab understøttes det ’grønne’ fokus ved VM i SUP samt Surf & SUP Danmarks generelle fokus på miljøet, da forbundet nu får mulighed for at foretage en mere miljøvenlig kørsel i elektriske biler.

Volkswagen vil med flere ID. Buzz’er dække Surf & SUP Danmarks kørselsbehov i forbindelse med forbundets eventaktiviteter gennem hele 2024, og du vil derfor også kunne opleve en af de populærere ID. Buzz’er på forbundets mange surf og SUP events. Det gælder både de større nationale events, den nye VW SUP City Tour som besøger 12-15 byer i hele landet gennem juli og august måned hvor alle kan prøve SUP samt naturligvis VM fra d. 16.-22. september i København.

”Vi er super glade for at det er lykkes at få Volkswagen Erhvervsbiler med som hovedpartner på VM. Siden 60’erne har rigtig mange som har prøvet at surfe eller som er draget af eventyr og naturoplevelser, stiftet bekendtskab med Volkswagens ikoniske vans og vi ser derfor samarbejdet som et helt igennem perfekt match. Med den nye elektriske ID. Buzz giver Volkswagen surfere muligheden for at drage på eventyr i en mere miljøvenlig stil og det er helt sikkert noget, som harmonerer rigtig godt med vores værdisæt og DNA, siger Michael Lindberg, Direktør i Surf & SUP Danmark.

Volkswagen og Surf & SUP Danmark vil lancere flere konkurrencer, hvor du kan blive den heldige vinder som får mulighed for selv, at køre rundt i en ID. Buzz. Så følg med på Instagram; @volkswagendanmark og @surfsupdanmark.

Kurser
Nyheder