Del
21. november 2024

Vinderne skal hyldes selvom Danish SUP Tour sluttede brat

Da vi den 12. oktober grundet sygdom måtte aflyse det 4. og sidste stop på Danish SUP Tour 2024 var det langt fra den afslutning på touren som vi havde ønsket os. Faktisk havde vi glædet os helt enormt meget til at runde touren af med et fantastisk event på Ringkøbing Fjord, hvor vejrudsigten lovede de perfekte downwind forhold.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid3 min

Det har ærgret os gevaldigt at det ikke lykkes at få afviklet det 4. stop på Danish SUP Tour, men aflysningen var på mange måder et godt bevis på hvor skrøbelig afviklingen af Danish SUP Tour er og samtidig hvor stærkt et SUP miljø der findes i Danmark. For på trods af aflysningen lykkes det for mange udøvere at krydse fjorden ved netop at stå sammen og løfte i flok om afviklingen af en god og sikker tur over fjorden. Det var imponerende og der skal gives en kæmpe highfive til alle dem som gjorde det muligt.

På trods af at der kun har været afviklet to events på Danish SUP Tour i 2024, skal vi dog fortsat have kåret en række vindere og derfor skal der lyde et kæmpe stort tillykke til de udøvere, som med eventen i Silkeborg og København har placeret sig i toppen. Godt kæmpet! Se resultatlisten nederst og find links til resultatoversigten. Der fremsendes selvfølgelig pokaler og medaljer til vinderne.



Nyt om Danish SUP Tour 2025

Siden aflysningen i oktober har vi i Surf & SUP Danmark evalueret sæsonen, og der er, både blandt de ansatte og bestyrelsen, bred enighed om at det fremadrettet er nødvendigt, at have et endnu tættere samarbejde med lokale stærke foreninger.

Eventerfaringen i Surf & SUP Danmark skal således henover en årrække gives videre til lokale aktører så planlægningen og afviklingen af events kan stå på et langt stærkere fundament.

I praksis betyder det, at for at vi fremadrettet kan lykkes med afviklingen af Danish SUP Tour og andre events, har vi brug for at lokale foreninger tager endnu mere ejerskab for afviklingen af events. Det kræver at en del af den organisatoriske planlægning skal ske lokalt fremfor centralt i Surf & SUP Danmark. Vi tror også på, at det ofte er lettere at finde lokal opbakning fra fx kommuner, frivillige, partnere og sponsorer hvis en stor del af ejerskabet også er placeret lokalt.

Vi er opmærksomme på, at dette vil stille større krav til de involverede foreninger, men vi håber at flere af de stærke foreninger i Danmark er klar på at give en hånd med.

Målet med denne tilgang er samtidig at frigive ressourcer centralt, som i højere grad kan bruges til at hjælpe med den generelle udvikling af surf og SUP sporten - både lokalt og nationalt. Her har vi gennem de seneste år vurderet at hvis surf & SUP sporten skal udvikles yderligere, særligt den del der foregår i klubmiljøerne, så er der et stort behov for, at sekretariatet i Surf & SUP Danmark i endnu højere grad både understøtter og hjælper klubberne med alt fra etablering af nye faciliteter til den helt generelle klubudvikling, implementering af nye aktiviteter, konkurrencestrukturer, uddannelse, sikkerhed m.v. Det glæder vi os til at kunne bruge endnu mere tid på.

Vi vil i løbet af november og december kvalificere alle vores eventmanualer og dokumenter samt gå i dialog med de klubber, hvor vi ved der er en interesse for at involvere sig i et event. Tag dog endelig gerne fat i os, hvis i sidder med et ønske om at afvikle fx et Danish SUP Tour event lokalt hos jer. Vi håber at vi i starten af det nye år kan præsentere en fantastisk eventkalender for 2025.

Vinderne af Danish SUP Tour 2024 (se alle resultaterne her)

Women:

  1. Emma Freja Pedersen
  2. Maria Østergaard Holm
  3. Stinna Morell Lerche

Men (Open):

  1. Christopher Skovgaard Jeppesen
  2. Asger Wohlert Smidt
  3. Kristian Pilborg

Master Women:

  1. Rikke Danielsen
  2. Anja Høj
  3. Mia Bennetzen

Master Men:

  1. Peter Havn
  2. Ulrik Lund
  3. Rasmus B. N. Godiksen

Grandmaster Women:

  1. Dorthe Nielsen
  2. Dora Hegedus
  3. Lene Semberlund

Grandmaster Men:

  1. Henrik Carstens
  2. Johan Skärskog
  3. Niklas Hjelm Hansen

Junior Girls:

  1. Katrine Sandberg
  2. Ciara Vorster
  3. Katrine Bergmann

Junior Boys:

  1. Asger Wohlert Smidt
  2. Elias From
  3. Benyam Bossack
Kurser
Nyheder