Del
3. september 2026

Surf & SUP Danmark bidrager til livet i Københavns Havn med 3D-printede rev

De 3D-printede rev, som Surf & SUP Danmark investerede i tidligere på året, er nu blevet installeret ved Orientkaj i Nordhavn. Her skal de skabe nye levesteder for fisk, smådyr og planter og bidrage til biodiversiteten i Københavns Havn.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid2 min

Onsdag den 2. september blev en række 3D-printede rev installeret på spunsvæggene ved Orientkaj i Nordhavn. Dermed bliver Surf & SUP Danmarks investering i havnens biodiversitet nu til konkrete nye levesteder under overfladen.

Surf & SUP Danmark investerede i vinters en del af de 100.000 kroner, som forbundet modtog efter at være blevet kåret til Årets Specialforbund 2025 af Danmarks Idrætsforbund (DIF), i de kunstige rev. Investeringen udspringer blandt andet af forbundets bæredygtighedsarbejde under VM i stand up paddle (SUP) i København i 2024 og var et ønske om, at give noget tilbage til den havn, der dannede ramme om mesterskabet.

For at kunne installere de 3D-printede rev sendes erhvervsdykkere med svejseapparater ned under vandet. Foto: Jonas Lysholdt Ejderskov, WWF Verdensnaturfonden. 
For at kunne installere de 3D-printede rev sendes erhvervsdykkere med svejseapparater ned under vandet. Foto: Jonas Lysholdt Ejderskov, WWF Verdensnaturfonden. 

Havet er vores idrætsfacilitet, og derfor giver det rigtig god mening for os at investere i noget, der kan skabe værdi under overfladen. Nu kommer revene endelig i vandet, og vi glæder os til at følge, hvordan de nye levesteder udvikler sig og forhåbentlig bidrager til mere liv i havnen, siger Jakob Færch, bestyrelsesleder i Surf & SUP Danmark.

Fra VM til varige levesteder
De kunstige rev er produceret af danske StoneReefs og installeres som en del af partnerskabet By & Havn og WWF Verdensnaturfonden med støtte fra Surf & SUP Danmark

Revene monteres på havnens spunsvægge, hvor deres 3D-printede struktur skaber overflader, sprækker og hulrum. Her kan tang og muslinger etablere sig, mens havnens fisk får nye muligheder for at finde skjul og føde.

Installationen af de nye 3D-printede rev sker i et tæt samarbejder med WWF og By & Havn. Foto:  Jonas Lysholdt Ejderskov, WWF Verdensnaturfonden.
Installationen af de nye 3D-printede rev sker i et tæt samarbejder med WWF og By & Havn. Foto:  Jonas Lysholdt Ejderskov, WWF Verdensnaturfonden.

Store sportsevents varer kun nogle få dage, og derfor har det været vigtigt for os at tænke længere end selve VM. Med revene skaber vi et konkret eftermæle fra mesterskabet, som forhåbentlig kan gøre en positiv forskel i Københavns Havn i mange år frem, siger Jakob Færch.

De nye rev bygger videre på det arbejde, som By & Havn og WWF Verdensnaturfonden siden 2021 har igangsat om at skabe bedre betingelser for biodiversiteten i Københavns Havn.

Revene ved Orientkaj er en del af en række forskellige biodiversitetstiltag i Københavns Havn, hvor WWF Verdensnaturfonden og By & Havn blandt andet allerede har arbejdet med 3D-printede rev, fiskebørnehaver og levesteder for blandt andet ål.

Kurser
Nyheder