Nu lanceres en ny 10. klasse - med surf, fællesskab og global dannelse
En helt ny type 10. klasse ser dagens lys i Danmark. Med op til 28 ugers surf, ophold i fire lande og undervisning på tværs af kulturer lanceres Danish Surf Academy – et globalt dannelsesår for unge.


Den nye uddannelse kombinerer onlineundervisning med praksisnær læring, hvor unge får mulighed for at udvikle sig fagligt, personligt og socialt gennem oplevelser og surfing på tværs af landegrænser.
Vi oplever, at mange unge efterspørger en skolegang, der er mere meningsfuld og virkelighedsnær. Her forenes faglighed, fællesskab og livserfaring i én uddannelse, siger Malene Myhre som er initiativtager til uddannelsen.

Danish Surf Academy er udviklet af Danish Nature Academy i samarbejde med Surf & SUP Danmark og De Brede Planker og er den første uddannelse i Danmark, der samler idræt, natur, kultur og global dannelse i én helhedsorienteret model.
Surfsporten kan noget helt særligt for unge. Den styrker de unges selvværd og selvtillid gennem en stærk forbindelse til naturen. Samtidig skaber sporten et unikt fællesskab, hvor unge udvikler sig sammen uanset niveau. Det er netop de kvaliteter, vi ønsker at bringe ind i en ny måde at tænke uddannelse på, siger Michael Lindberg, direktør i Surf & SUP Danmark

Der optages maksimalt 25 elever til skoleåret 2026/27.
Læs mere og forhåndsregistrer din plads på: https://danishsurfacademy.dk/