Del
6. september 2024

Naturoplevelser og mental sundhed er de største motivationsfaktorer for at dyrke surf og SUP!

En spørgeundersøgelse blandt surf og SUP udøvere viser spændende indsigter i motivationsfaktorer.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid4 min

De seneste analyser fra Idrættens Analyseinstitut peger på, at ca. 175.000 danskere har surf og SUP som en foretrukken aktivitet, men mange dyrker aktiviteterne på egen hånd og er således ikke en del af surf og SUP klubberne i Danmark. For Surf & SUP Danmark er det vigtigt også at kunne understøtte dem, der står uden for foreningslivet og derfor har forbundet netop haft foretaget en spørgeundersøgelse blandt selvorganiserede. 

“surf er ikke noget man går til, det er en livsstil”

“Dette hører vi tit i vores miljø. Det er også en super fed tilgang, der helt sikkert kan noget. Det kan ramme fleksibiliteten, impulsiviteten, naturen og frirummet, lige præcis hvor og hvornår den enkelte ønsker det. Fællesskab kommer i mange afskygninger. Vi som forbund ønsker både at understøtte foreningerne, der skaber fællesskabet med ugentlig undervisning i SUP eller surf, men vi ønsker også at understøtte de fællesskaber, der opstår af sig selv på vandet”, 

siger direktør fra Surf og SUP Danmark, Michael Lindberg. 

I spørgeundersøgelsen svarer hele 321 personer. Besvarelserne er en bred repræsentation af mænd og kvinder (primært 30-59 år) og udøvere over hele Danmark. 54 % af respondenterne dyrker surf, mens 76% dyrker SUP. De fleste har været aktive i +3 år. respondenterne er både medlemmer og ikke-medlemmer. 


Natur og mental trivsel er den største motivation for at dyrke sporten

Den allerstørste motivationsfaktor for at dyrke SUP eller surf er ifølge respondenterne at få en naturoplevelse (83%). Lige i hælene følger det at få koblet fra mentalt. Dette underbygger forbundets tro på, at naturen og den mentale ro er noget helt særligt i netop denne sport. Det er ligeledes vigtige elementer, som forbundet tidligere har arbejdet med, særligt i projekt “Fri på vandet”, et projekt for personer med psykisk sårbarhed. 

Den fysiske motion er ligeledes en meget vigtig faktor (70%), mens over halvdelen peger på fleksibiliteten, at de netop kan dyrke sporten når de har tid og lyst. Dette er netop helt centralt i surf og SUP sporten. Men i forlængelse af fleksibiliteten har vi både over ⅓ som svarer, at de sætter pris på fællesskabet, mens ⅓ også svarer, at de sætter pris på det faktum, at de kan dyrke sporten alene. 

“At dyrke surf og SUP er ikke nødvendigvis noget man går til på et fast tidspunkt, det er for mange en livsstil som på en fleksibel måde passes ind i hverdagen og samtidig er utrolig påvirkelig ift. vind og vejrforhold. Vi har mange foreninger som er lykkes med at skabe de fleksible rammer for deres medlemmer og hvor fællesskabet blomstrer, men vi ser også mange, som gerne vil dyrke surf og SUP på egen hånd og det skal der være plads til. Som forbund vil vi dog gerne understøtte, at man fortsat kan være en del af surf fællesskaberne i Danmark, selvom man ikke er tilknyttet en konkret forening", 

siger direktør fra Surf og SUP Danmark, Michael Lindberg. 

Miljø og kompetenceudvikling skal være i fokus hos Surf & SUP Danmark

Forbundet spurgte respondenterne om 21 forhold, der kunne være relevante for forbundet at arbejde med. Halvdelen svarede, at events er vigtigt, hvis de skal melde sig ind i forbundet. Herefter følger et stort ønske om åbne træninger med en træner samt workshops, så der er mulighed for at udvikle sine kompetencer. Derudover ses et ønske om udvikling af diverse guides til surf/SUP spots, rejsedestinationer og vejledninger. Alt dette er noget, som forbundet har rigtig meget af på hylden.

Knap halvdelen efterspørger rabatordninger til Surf & SUP butikker, og her er forbundet faktisk allerede rigtig godt med og har lavet rabatordninger med rigtig mange lokale butikker og forhandlere til deres medlemmer. 

Et af de vigtigste emner i surf og SUP sportens DNA er miljø og bæredygtighed. Dette er også et vigtigt fokuspunkt for respondenterne i undersøgelsen, som peger på, at bevare surf spots og arbejde aktivt for miljøindsatser er meget vigtigt. Forbundet arbejder løbende med relevante aktører for at værne om miljøet og bevare kyststrækninger. Derudover findes en lang række initiativer for bæredygtighed, som der arbejdes med i forbundet. Senest har Clean været et spændende tiltag, hvor forbundet har udleveret diverse remedier til affaldsopsamlinger på land og på vand. Forbundet er et af de første forbund i DIFs “Idræt for Klima” ordning. 


Nært forestående VM

“Vi arbejder hele tiden for at lave fede events, der samler både nye og erfarne indenfor sporten. Som vi også så i vores undersøgelse, er det sociale og fællesskabet de vigtigste faktorer, når det kommer til vores events. Og det er netop det, vi kan med vores surf og SUP events. Mens der er plads til eliten, er der kortere distancer for personer, der vil hygge eller er nye i sporten, vi kalder “det Social SUP”. 

Siger Michael Lindberg, direktør Surf & SUP Danmark. 

Michael Lindberg fortsætter, “fra d. 16-22. september, afvikler vi et stort SUP VM med deltagere fra ca. 50 forskellige lande. Som en del af VM’et afvikler vi også et stort bredde-event lørdag d. 21. september: Copenhagen SUP, hvor der er noget for enhver smag. Vi håber, at samle hele København med dette event! Dels vil der være en masse fede sportslige konkurrencer i smukke historiske omgivelser og dels vil der være en hyggelig og omfavnende stemning hele ugen igennem. Vi håber at se en masse, både på land og på vand”. 

Copenhagen SUP finder sted i hjertet af København, starter ved den imponerende Sorte Diamant og fører dig gennem Christianshavns smukke kanaler og forbi Christiansborg – samme rute som verdenseliten konkurrerer på senere på dagen. Ved Copenhagen SUP kan du vælge mellem tre ruter: “Easy Explore”, "Fun Explore" og "Pro Explore." “Easy Explore” er den korteste rute på kun 2 km, mens "Fun Explore" er knap 5 kilometer, hvor du paddler verdensmesterskabsruten én gang og har tid til at nyde atmosfæren fra Copenhagen Paddle Festival. Du kan læse mere og tilmelde dig på:

Kurser
Nyheder