Del
20. marts 2025

Kasper Dick Henriksen bliver ny foreningskonsulent i Surf & SUP Danmark

I de seneste 5 år har Kasper Dick Henriksen været på farten, hvor han som selvstændig har rådgivet og coachet alt fra frivillige og ledere i klubber til atleter og trænere på tværs af flere forskellige sportsgrene.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid2 min

Kasper er en ægte ’relationsskaber’, som gennem sine mange samtaler med både frivillige, instruktører og udøvere - og på den anden side af bordet - kommuner, skoler og forbund har lært at lytte og finde frem til gode løsninger på de udfordringer der er en del af foreningslivet. Nu er han klar til, at komme rundt og dele ud af sin erfaring til de mange surf og SUP klubber i hele landet.

”Jeg glæder mig virkelig meget til at komme rundt i landet og møde alle de engagerede mennesker, som jeg skal samarbejde med for at udvikle surf og SUP sporten i deres lokale klubber. Der er sket utrolig meget med sporten gennem de seneste år og det bliver utrolig spændende at dykke endnu mere ned i surf miljøet og hele kulturen omkring surf og SUP sporten” fortæller Kasper Dick Henriksen.

Som foreningskonsulent bliver det Kaspers primære opgave at besøge og rådgive de mange surf og SUP klubber, som måtte have behov for hjælp til alt fra den generelle foreningsudvikling, uddannelse og udstyrsindkøb til fondsansøgninger, igangsættelse af nye aktiviteter og udvikling af foreningens rammer. Arbejdet vil naturligvis ske i samspillet med Surf & SUP Danmarks nye idrætskonsulent og den resterende del af sekretariatet.

”Vi havde flere stærke kandidater på listen, men vi er super glade for, at det nu er lykkes os at få Kasper med på teamet i Surf & SUP Danmark og jeg håber at rigtig mange foreninger vil række ud til Kasper og bringe ham i spil i deres udvikling af et lokalt surf og SUP miljø. Kasper er et lyttende og utrolig sympatisk menneske, så jeg er sikker på at han vil blive taget godt imod blandt vores foreninger og udøvere” siger Michael Lindberg, Direktør i Surf & SUP Danmark.

Kasper starter d. 1. april og er i første omgang ansat i en deltidsstilling, som er en del af det barselsvikariat der erstatter Sofie Hammelsvang, som gik på barsel d. 28/2. Vi håber naturligvis, at det ved årets udgang bliver muligt at forlænge Kaspers ansættelse.

Kurser
Nyheder