Del
24. juli 2025

Thilde Sofie vinder første danske EM-guld nogensinde i surfing

Den danske surfer Thilde Sofie Rasmussen har skrevet dansk surfhistorie ved at vinde guld ved kvindernes europamesterskab i surfing i Santa Cruz i Portugal.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid2 min

Jeg kunne ikke sige noget i ti minutter, da jeg vandt. Jeg græd og grinte på samme tid. Jeg var helt slået ud - jeg tænkte 'no way', siger den nykårede europamester, Thilde Sofie Rasmusen.

Guldet vækker stor begejstring i det danske surf-miljø. Det er nemlig første gang, at en dansk surfer vinder guld ved EM.

Torsdag leverede Thilde Sofie Rasmussen en imponerende indsats i finalen og slog konkurrenter fra surfingens sværvægtere Portugal, Spanien og Irland.

Det er fuldstændig vildt og vanvittigt flot, at Thilde har vundet EM guld i dag. Det viser, at hendes hårde arbejde bærer frugt. Hun har de facto skrevet dansk surf historie, siger Michael Lindberg, direktør i Surf & SUP Danmark.

Drama i finalen

Finalen blev afviklet i udfordrende forhold med store og kraftige bølger. Det satte sit præg på hele konkurrencen. Portugals finalist Raquel Bento fik knækket sit board i to, efter en bølge landede på hendes board.

Danske Thilde Sofie Rasmussen fik dagens højeste score på 7,67 ud af 10, hvilket blev finalens bedste.

Hendes backup-score var på 4,50. Surferens to bedste bølger lægges sammen. Den som har den højeste sum, når slutfløjtet lyder, vinder.

Så med en samlet score på 12,17 sikrede Thilde Sofie Rasmussen guldmedaljen foran konkurrenterne.

Den her sejr er en 12 ud af 10'er for mig, siger en meget glad Thilde Sofie Rasmussen.

Fra Cold Hawaii til verdenseliten

Selvom Danmark ikke er kendt for tropiske bølger og varme vande, har surfermiljøet i især Thy udviklet sig de seneste år.

Thilde Sofie Rasmussen er opvokset i Brande, men er i dag bosat i surf-byen Klitmøller, der i folkemunde går under det mere eksotiske navn 'Cold Hawaii'.

Her begyndte hun at surfe som barn, og har i årevis været en af Danmarks stærkeste profiler i longboard-disciplinen.

Thilde, og resten af EM-holdet, havde indkøbt vikingehjelme så sejren kunne fejres på behørig vis. Foto: Instagram / Thilde Sofie Rasmussen
Thilde, og resten af EM-holdet, havde indkøbt vikingehjelme så sejren kunne fejres på behørig vis. Foto: Instagram / Thilde Sofie Rasmussen
Kurser
Nyheder