Del
8. maj 2024

Forbundet lancerer pjece om Aldersrelateret træningskoncept (ATK)

ATK pjecen giver en generel indsigt i træning af børn & unge på en måde som tilgodeser både alder og udviklingsniveauer, og ligger tilgængelig på medlemsprofilen. Pjecen er første skridt i udviklingen af ATK materialer der senere bliver understøttet af en komplet øvelsesbank og derefter et børne træner kursus.

Skrevet afSurf & SUP Danmark
Læsetid1 min

ATK er udviklet med henblik på at tilpasse træningen til den enkelte udøvers alder, fysiologiske udviklingsniveau og mentale modenhed. Dette betyder, at træningsmetoder og -mængder skræddersyes for at imødekomme de specifikke behov hos børn og unge, hvilket kan bidrage til at forhindre skader, fremme motivationen og optimere præstationen i vandet.


Den nye pjece, der er udviklet af forbundet, præsenterer den nyeste teori inden for området der understøtter effektiviteten af ATK tilgangen og de positive effekter på udøvernes udvikling.


"Vi er begejstrede for at lancere denne ATK-pjece, da vi tror på, at den vil være til stor gavn for trænere, forældre og udøvere" udtaler uddannelsesleder Simon Brucz og fortsætter;

"Ved at integrere principperne fra aldersrelateret træning i vores træningsprogrammer kan vi sikre en mere holistisk tilgang til børn og unges sportslige udvikling og samtidig fremme  trivslen hos den næste generation af udøvere."


Foto: Surf &amp; SUP Danmark<br>
Foto: Surf & SUP Danmark


Blandt de centrale punkter i pjecen er fokus på at skabe et stimulerende og sjovt træningsmiljø, der fremmer deltagelse og vedholdenhed, samt at undgå overbelastning og skadesrisici. Ved at indarbejde legende elementer, variation og progression i træningen kan ATK hjælpe med at fremme idrætsdeltagelsen hos børn og unge.


Emil Søhus, uddannelseskonsulent i Danmarks Idrætsforbund stemmer i, og ser også udviklingen af ATK materiale som en vigtig brik i arbejdet med børn og unge; 

”Ved at arbejde med en oversættelse af ATK-principperne, til en Surf og SUP kontekst, bevæger Surf & SUP Danmark sig endnu tættere på et bæredygtigt børn og unge arbejde. Det giver et godt fundament og potentiale for endnu flere glade børn og unge ude i de lokale miljøer samt på sigt endnu flere dygtige udøvere på højeste senior niveau”.


Samtidig er der tænkt på en stærk sammenhæng i forbundets udvikling af ATK som forbundets sportschef påpeger;

ATK er en vigtig del af vores røde tråd i forbundsarbejdet, som sammen med vores uddannelser, events og talentarbejde giver flere muligheder for vores foreninger. I min rolle som sportschef håber jeg på, at fokus på ATK bidrager med en fortsat positiv udvikling i konkurrencedeltagelse både nationalt og internationalt.


Pjecen er tilgængelig online for medlemmer under Guides.

Kurser
Nyheder