De nationale antidopingregler

Antidoping politik

Her kan du læse om forbundets antidopingpolitik, og finde værktøjer og dokumenter, som kan være behjælpelige med at overholde de nationale antidoping regler.

En sund og fair sportsdeltagelse

Som medlem af Danmarks Idrætsforbund (DIF) er Surf & SUP Danmark underlagt De Nationale Antidopingregler, som er gældende for alle idrætsaktive i specialforbund under DIF. Antidopingreglerne er vedtaget af Anti Doping Danmark og DIF, og følger Det Internationale Antidoping Agenturs (WADA) regler.

Surf & SUP Danmark bakker fuldt op omkring de målrettede antidopingindsatser som gennemføres af Anti Doping Danmark og ønsker samtidig at arbejde aktivt for at alle medlemmer og udøvere er velinformeret om de gældende antidopingregler. Dette med henblik på at sikre en sund og fair deltagelse i surf- og SUP sporten såvel nationalt som internationalt.

Surf & SUP Danmark er desuden underlagt ISAs (International Surfing Association) og regler, som også er bundet op på WADAs regler.

Uddannelse

Anti Doping Danmarks e-læringsportal udbyder gratis kurser om antidoping i konkurrenceidrætten samt om unge, krop og trivsel.

Ved hjælp af Anti Doping Danmarks e-læringskurser er det muligt at få viden om en række emner, der relaterer sig til antidoping samt unge, krop og trivsel. 

Programmerne på e-læringsportalen fører dig ved hjælp af små videoer, faktatekster og opgaver gennem grundlæggende viden inden for de enkelte kursers emner. 

Det er gratis at deltage i kurserne, og du deltager ved at oprette et login på Anti Doping Danmarks hjemmeside. Se mere her.

Medicin

Med Anti Doping Danmarks medicin app: “Antidoping” har du mulighed for at tjekke medicin godkendt i Danmark efter præparatets navn.

Appen bliver løbende opdateret såfremt der sker ændringer på Dopinglisten, og derved kan du løbende følge din medicins status i henhold til antidopingreglerne. Du kan tilmed registere din medicin, og få notifikationer såfremt medicinen ændrer dopingstatus.

Appen kan hentes i både App Store og Google Play.

Vigtig information omkring medicin:
Køber du medicin i udlandet, skal du altid undersøge lokalt, om medicinen indeholder forbudte stoffer. Medicin købt i udlandet kan have samme produktnavn som i Danmark, men indholdsstofferne kan være forskellige.

Dispensation (TUE)

Atleter der har en lidelse eller sygdom, som kræver behandling med medicin eller metoder, der aktuelt er på Dopinglisten kan søge om medicinsk dispensation. Den medicinske dispensation betegnes som en ‘TUE’ (Therapeutic Use Exemption) og kan søges såfremt man lever op til en række krav.

Ved at følge nedestående link kan du læse mere om, hvilke krav der stilles for en medicinsk dispensation, hvordan du søger samt få indsigt i de særlige forhold, som er gældende omkring dispensationens gyldighed og dopingkontroller, såfremt din ansøgning accepteres.

https://www.antidoping.dk/doping/medicinsk-dispensation-tue

Du er velkommen til at kontakte Surf & SUP Danmark såfremt du ønsker hjælp til at søge en TUE.

Dopinglisten

De danske idrætsorganisationer, specialforbund og Anti Doping Danmark er underlagt WADA’s Dopingliste over forbudte stoffer og metoder. Dopinglisten revideres hvert år og træder i kræft ved årsskiftet.

Listen er opdelt i tre kategorier;

  • Stoffer og metoder der er forbudt til enhver tid (både i- og udenfor konkurrence),
  • Stoffer og metoder forbudt i konkurrence
  • Stoffer der er forbudt i  visse sportsgrene. Dopinglisten indeholder ikke produktnavne på lægemidler, men navne på de aktive indholdsstoffer

Har du spørgsmål til dopinglisten er du altid velkommen til at rette henvendelse direkte til Anti Doping Danmark.