Stævnerapport fra ISA VM 2013
Af Annette Carsing, Karsten Krongaard & Casper Steinfath.
@Annette: Efter at have surfet bølgerne her i Miraflores op til stævnet, var jeg godt klar over, at jeg ikke havde stævnespottet til min fordel. Det var overvejende et spot med højrebølger, og jeg er goofy food, (hvilket vil sige at jeg går frontside på venstrebølger) og er endnu ikke særlig trænet i at surfe højrebølgerne.
Mit første heat var mandag. Jeg kunne godt mærke, at stævnesituationen var lidt uvant, og der var en del nerver på. Det lykkedes mig dog at fange nogle små venstrebølger, hvilket hjalp på nervøsiteten. Pointene rakte desværre ikke til at blive placeret blandt de to bedste i heatet, så jeg skulle på vandet igen tirsdag i repercharge round mod England, Argentina og Chile. Heatet skulle afvikles tirsdag, men blev aflyst pga tåge, hvilket gennemgående har været problematisk for stævneafviklingen. Flere heats er blevet forsinkede og aflyst, for så at blive afviklet den efterfølgende dag pga tåge, og det var noget, jeg virkelig skulle vænne mig til. Det var svært i starten at have sat sig mentalt op til at skulle på vandet om 15 minutter, have varmet op i en halv times tid, hvor der var blevet surfet lidt bølger uden for stævneområdet, og have forsøgt at læse og analysere forholdene så godt, at jeg vidste, hvor jeg gerne ville forsøge at placere mig under heatet, for så at få at vide, at det hele ville blive udskudt indtil der ikke var mere tåge.
Stævnet var generelt præget af en super hyggelig og imødekommende atmosfære. Her foto fra stævnepladsen og Danmarks telt, samt vores to naboer – Canada og Australien.
Foto: Karsten Krongaard
Mit heat nåede aldrig at blive afviklet tirsdag, men onsdag var der begyndt at komme mere swell ind (bølgerne var begyndt at blive større og mere powerfulde),” and the heat was on” 😉 Det lykkedes mig at finde nogle flotte venstrebølger, og jeg fik placeret mig ude, hvor de store sæt (bølger) kom ind. Det gav mig en bedre score på mine bølger, og jeg lå godt placeret gennem hele heatet, og blev endelig placeret som nummer to, hvilket betød, at jeg stadig var med i konkurrencen.
Næste heat var torsdag, hvor bølgerne var vokset endnu mere og det tegnede til at blive rigtig sjovt. Mit heat var sammensat af Japan, Mexico og Frankrig, alle dygtige supsurfere. Jeg havde svært ved at finde gode ventrebølger, og mine point rakte ikke til at fortsætte i konkurrencen – men forholdene var super sjove at surfe i,og jeg følte for første gang i konkurrencen, at jeg kunne surfe uden den store nervøsitet og havde et bedre overblik over situationen gennem heatet.
Alt i alt har det været fantastisk lærerigt og givende at deltage i dette VM; både hvad surfen angår men ikke mindst i forhold til at vænne sig til konkurrence aspektet, hvor mine to teammates Karsten og Casper har været en kæmpe hjælp. Alt i alt er mine forventninger til dette VM til fulde blevet indfriet, og jeg håber, at kunne deltage i mange flere supsurf stævner.
@Karsten: Der har været konstante og gode forhold op til stævnet og der har været gode muligheder for dagligt at træne i bølgerne. Det største problem har været tågen her i Miraflores. Den har til tider været så tæt, at det har været umuligt at se bølgerne, hvilket også fik indflydelse på konkurrencen, da den blev skudt igang.
Mit heat var det aller første, så jeg åbnede ballet. Det var ekstra nervepirrende at skulle på som den aller første. Mange tilskuer sad på stranden og var spændt på at se konkurrencen, og spændt på niveauet. Derudover var “vores ven” tågen kommet forbi, hvilket gjorde sidste del af heatet problematisk at gennemføre, da det var svært at vurdere, hvornår de store sæt (bølger) kom ind. Jeg følte mig presset på tid, og kom til at droppe ind på bølger, der ikke gav de bedste point. Derfor rakte min samlede score ikke til videre avancement, men jeg fik en ny chance i repercharge round to dage senere.
I løbet af de to dage blev jeg mentalt bedre forberedt på konkurrencen og surfede at godt heat, hvor jeg fandt de rigtige bølger på de rigtige tidspunkter. Pointene rakte til at fortsætte i konkurrencen, og jeg skulle derfor på igen senere samme dag.
Bølgerne var i løbet af dagen tiltaget i størrelse hvilket ændrede lidt på hvor det var bedst at placere sig, for at surfe en lang kontinuerlig bølge i forhold til mit heat tidligere på dagen.
Jeg var i heat mod Spanien, Venesuela og Puerto Rico, og startede sent ud med at fange en bølge, da der var gået 5 min. af mit heat. Ellers en rigtig god størrelse helt ude bag fra og fik surfet den hele vejen ind. Blev efter den fanget lidt på indersiden hvor det var blevet meget sværere at komme ud gennem de tons tunge bølger som kom buldrende. Brugte så næsten 10 min. på at komme ud bag ved igen plus en frygtelig masse kræfter. Jeg kom ud igen og fik en super god bølge hele vejen ind, og så var heatet slut. 2 gode scores men ikke nok mod et hold der surfer med på World Touren. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne og havde det virkelig sjovt samtidig med, så for mig er missionen fuldført, men jeg er nu ude af konkurrencen.
Sidder tilbage med en god fornemmelse. Gjorde det virkelig så godt jeg kunne, taget i betragtning at jeg kun har sup-surfet i 10 mdr. og i bølger, der er så meget anderledes end dem vi har i DK. Så nu er min opgave at støtte teamet i deres kampe.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!