Nanna Vildershøj ansættes som ny eventmanager i Surf & SUP Danmark

I forbindelse med forbundets internationale eventstrategi og det netop lancerede Verdensmesterskab i SUP i 2024, er Nanna Vildershøj blevet ansat som eventmanager i en tidsbegrænset stilling t.o.m. den 30. november 2024.

Nanna er 36 år gammel og kommer fra en stilling hos e-sports virksomheden ESL Faceit Group. Hun er uddannet indenfor sports management og har gennem de seneste 10 år været involveret i planlægningen og afviklingen af et hav af events i Danmark. Hun har haft centrale roller ved flere af de største sportsbegivenheder afviklet i Danmark nogensinde, herunder blandt andet Tour de France 2022, UEFA EURO 2020 og VM Ishockey 2018. Fælles for alle Nannas tidligere stillinger er, at hun har siddet med projektledelse, projektstyring og logistik af meget høj kompleksitet.

Michael Lindberg, sekretariatschef i Surf & SUP Danmark, siger:

Vi havde flere spændende kandidater til samtale, men vi var slet ikke i tvivl om at vi skulle ansætte Nanna. Hun kommer med en enorm kapacitet og viden om organisering og afvikling af sportsevents fra sine tidligere stillinger og det skinner 100% igennem at Nanna er en super dygtig projektleder. Afviklingen af et VM centralt i København er en virkelig kompleks opgave og derfor er vi også meget trygge ved, at vi nu har fået Nanna med på teamet. Vi håber samtidig, at vi efter VM kan sikre yderligere events således at vi kan beholde Nanna i forbundet.

Nanna glæder sig også til at komme i gang og siger blandt andet:

Jeg glæder mig virkelig meget til at starte som eventmanager hos Surf & SUP Danmark, og påbegynde arbejdet med VM SUP 2024. Igennem kontakten med Surf & SUP Danmark, har jeg fået et rigtig godt indtryk af arbejdet i forbundet, medarbejderne og miljøet, og jeg var slet ikke i tvivl om at det her var et sted, hvor jeg gerne ville være og kaste mig over deres kommende events. Vi har sammen høje ambitioner for niveauet til afviklingen af det kommende VM og de sideløbende events, og jeg ser frem til at kunne bringe mine erfaringer og kompetencer i spil og sørge for vi kommer i mål.

Jeg glæder mig desuden til at samle alle kræfterne fra det danske og internationale forbund, klubberne, de frivillige, Københavns Kommune og alle andre interessenter og samarbejdspartnere, og sammen skabe et event til glæde for de medvirkende og tilskuerne langs vandet i København. Det er meget spændende og helt unikt, at vi har mulighed for at lægge dette event midt i en hovedstad, bruge byens rum, kanaler og strandkant, og give borgere, atleter og besøgende en oplevelse helt tæt på.

Med stillingen bliver Nanna den øverste projektleder for ISA World SUP & Paddleboard 2024 med hovedansvaret for at sikre en professionel afvikling af VM. Nanna vil få følgeskab af yderligere en eventkonsulent, en kommunikationsmedarbejder og en pressechef foruden det stærke samarbejde med folkene i Wonderful Copenhagen, Sport Event Danmark, Københavns Kommune, 150-200 frivillige samt 40 officials fra ISA.

Mere om Nanna Vildershøj
Nanna afsluttede i 2009 og 2014 sine uddannelser i henholdsvis service management og sports management. Siden hen har hun kastet sig over den ene event efter den anden. Foruden de allerede nævnte events har hun også arbejdet med planlægningen af konferencer og andre sportsbegivenheder såsom EM i Svømning, EM i Squash og VM i Cross Country.

Jeg elsker at være med til at skabe rammerne for events. Det er en fantastisk følelse at arbejde med noget så konkret som logistiske planer og de små detaljer, uden at miste overblikket, og til sidst se hvordan at de tilsammen giver en fest og en oplevelse for alle involverede. Det hårde arbejde giver mening når det skaber begejstring for atleter, frivillige, tilskuere og andre.

Til daglig er Nanna bosat i Esbønderup, hvor hun bor sammen med sin kæreste. Hun ynder at bruge en masse tid på sin boksetræning, mountainbike samt sine venner og familie.

Igennem de sidste 10 år har jeg arbejdet med en masse spændende sportsevents. På cykel, på is, i vand, i mudder og bakker, på fodboldbaner og inde i arenaer. Min passion for sport er kun vokset sig større både privat og på arbejde, og jeg glæder mig rigtig meget til at kaste mig over denne nye udfordring med for mig en ny sport ’på vand’.

Nanna starter op i forbundet d. 7. august 2023.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar